Når alt føltes som kaos, men man skal holde hovedet koldt!

Når alt føltes som kaos, men man skal holde hovedet koldt!
Fars pige.

Tilbygning, renovering, byggerod og kaos! – Det beskriver rimelig godt vores hverdag lige i øjeblikket.
Imens Tommy er ved at bygge til og renovere vores hus, har ungerne og jeg overtaget min svigermors og hendes mands hus, og de er så så rykket på camping. Det startede med at hedde sig at vi skulle ‘bo’ her i to dage, men nu er der gået over 1 måned. Jeg er selvfølgelig super glad og taknemmelig for at de lader os være her, men hold da op hvor vil jeg gerne hjem snart – og jeg er ikke den eneste! Man kan tydeligt mærke på Camille at der, det sidste halve år, er sket rigtig meget omkring hende. Hun er blevet storesøster, hun er stoppet i dagpleje og begyndt i en stor børnehave, vores hus er pludselig ikke som det plejede at være, hun skulle smide bleen, vi flyttede væk hjemmefra, og det værste, hun skal undvære hendes far det meste af tiden. Sidstnævnte ting betyder jo så også at jeg meget af tiden, agere ‘enlig mor’, og jeg må sige at jeg har fået en helt ny repekt for enlige forældre. F*** det er hårdt! Jeg gør alt hvad jeg kan for at børnene, specielt Camille, ikke bliver alt for mærket af al kaosset omkring os, men det er ikke så nemt. Hun vågner tit om aftenen/natten og bryder sammen i gråd og vil bare have hendes far. Det er frygteligt at se hende så ked af det! Mange dage starter desværre med skrig og skrål, og hun virker frustreret. Som om hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv. Mit hjerte græder, for jeg sidder med en følelse af ikke at kunne slå til. Hun er fars pige, herom hersker ingen tvivl, og hun savner ham ufattelig meget. Vi ser, i gennemsnit, Tommy 2 1/2 time i døgnet i øjeblikket. Han kommer lidt før spisetid og kører så hjem igen når Camille er puttet i seng. Hver aften sidder jeg så her alene imens han arbejder hjemme på vores hus. Jeg er sgu blevet lidt ensom, og jeg hader den følelse! Al den tid jeg tilbringer alene om aftenen når der er ro i lejren, sætter jo selvfølgelig en masse tanker igang, både positive og negative. – Hvad nu hvis vi glider fra hinanden i den her periode? Hvad nu hvis han finder ud af at det er meget nemmere at være alene? Savner han mig overhovedet? Mangler han mig i sin hverdag? Jeg er sikker på at vi kommer godt ud af det på den anden side, men tankemylder er man desværre ikke selv herre over.
Jeg er ham evigt taknemmelig for at han ligger så mange timer og kræfter i, at få lavet vores hus færdigt, og det sørger jeg for at fortælle ham, da jeg mener at det er uhyre vigtigt at påskønne hinanden!
Jeg glæder mig så utrolig meget til at huset bliver færdigt, og vi bliver en familie igen. At vi får far og kæreste tilbage. Hverdagen er altså bare bedre sammen med ham!

Jeg glæder mig til at skulle lave mad her!
Det nye køkken tager form.

Velkommen til mit uperfekte univers!

Velkommen til mit uperfekte univers!

– og tak fordi du har lyst til at læse med!

Det første blogindlæg er nok altid det sværeste, men nu springer jeg ud i det, og håber på at du har lyst til at blive hængende lidt endnu – jeg lover at jeg nok skal blive bedre med tiden 😉

Mit navn er Tina og jeg er 29 år. Jeg er kærester med Tommy på 32 år, og sammen har vi Camille på 3 år og Lucas på 6 måneder.
Lige pt. er vores liv lidt (meget) små kaotisk, da vi både er ved at bygge til OG renovere vores hus, ‘det lille hus på landet’. Vi bor i en lille by imellem Skanderborg og Galten, kaldet Nr. Vissing, som også er der Tommy er vokset op. Jeg er oprindeligt fra Aarhus, men da jeg mødte Tommy valgte jeg at rykke ud på landet, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, og kan sige med sikkerhed at jeg aldrig kommer tilbage til byen og bo.
Inden jeg mødte Tommy, har jeg altid svoret at jeg aldrig nogensinde skulle have børn, men alting ændrede sig da jeg mødte ham jeg ville have børn med. Vi havde vel været sammen i omkring et års tid, da jeg blev gravid med Camille, og jeg glemmer aldrig den morgen hvor jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden. Det var SÅ ekstrem overvældende og jeg var nok igennem hele følelsesregistret. Desværre døjede jeg meget med kvalme de første 6 måneder, og en ulykke kommer sjældent alene som man siger, og jeg fik også konstateret GDM (graviditetsbetinget sukkersyge). Pludselig skulle hele min livsstil lægges om – jeg skulle til diætist, gå til kontroller, måle mit blodsukker, skrive mine måltider ned (ikke et must, men et forslag fra diætisten) og dyrke lettere motion som gåture m.m. Ja egentlig var det jo faktisk ikke helt tosset, og en god måde at tabe sig på, hvilket jeg også gjorde! Desværre betyder det at have GDM også at man helst ikke må gå meget over termin, og selvfølgelig endte det også med at jeg skulle sættes igang med piller. 17 timer tog det fra første ve og til at hun så dagens lys for første gang. Det var en hård, men god, første fødsel – ihvertfald det jeg husker. Udover et kvælningforsøg og skideballer, er jeg sikker på at Tommy er enig! 😀
I lang tid efter fødslen, var jeg sikker på at vi ihvertfald IKKE skulle have flere børn, meeeen sådan gik det ikke, og et par år senere stod jeg atter med en positiv graviditetstest i hånden.
Min anden graviditet var mere eller mindre som den første. Også anden gang skulle jeg sættes igang grundet GDM, men han var mere stædig end hans storesøster, og pillerne var ikke nok. Jeg fik også lagt ballonkateter (AV), jeg fik ve drop og jeg fik endda en sprøjte med noget jeg ikke engang vidste hvad var. Det eneste jeg ved, er at det ikke er en man må få hvis man ikke har fået lagt epiduralblokade, da den virkelig sparker røv! Det tog hele 25 timer fra første ve og til at han kom ud.
Nu kan jeg sige med 1000% sikkerhed at vi ikke skal have flere børn. Jeg elsker at være gravid, men min krop er ikke helt enig, og to er sådan et dejligt tal 😉

Det var lige kort om mig, min familie og min start på ‘mor livet’. Tak fordi du tog dig tid til at læse med. Jeg håber at du har lyst til blive hængende lidt endnu, og høre mere om både mig, mine meninger og mit kaos.