Møgtøs! Du bliver aldrig til noget!

Møgtøs! Du bliver aldrig til noget!

Hvor længe bliver man hos en mand, der til daglig er jordens rareste, men som forvandler sig til en tikkende bombe når han får alkohol? Min mor blev i 13 år.

Jeg er skilsmissebarn og i 1998, da jeg var 10 år gammel, fandt min mor sammen med hendes ungdomskæreste. Lad os kalde ham A. Min moster og ham var rendt ind i hinanden, og hun gav ham min mors telefonnummer. Jeg husker ikke helt  hvordan jeg mødte ham første gang, men mener det var noget med at han kom hjem til os og spiste. Jeg husker at jeg syntes, at han virkede som en rigtig rar og glad mand. Min mor og ham begyndte at ses oftere og oftere, og med tiden flyttede han ind. Det gik vældig fint, og alt var som det skulle være – lige indtil nytårsaften 1998-1999. Min mor havde som altid dækket fint op, pyntet og lavet lækker mad. Vi hyggede os. I løbet af aftenen, og i takt med at der kom vin på bordet, skete der noget med A’s ansigt. Pludselig så han helt anderledes ud. Smilet i øjnene var væk, og var blevet erstattet af et kold blik. Der skete noget med hans øjenbryn, som fik ham til at se direkte ond ud. Jeg glemmer aldrig det blik. Han begyndte at hæve stemmen, og nærmest skælde min mor ud for ting der var sket i deres unge år. Min lillesøster, 8 år gammel, og jeg havde nogle klassekammerater, to søstre, der boede i samme opgang som os, så dem gik vi op til. Vi sad og hyggede med kalaha og sodavand, da vi pludselig hørte en mand råbe ekstremt højt. Vi sad alle 4 og lyttede lidt. Det var A vi kunne høre. Vi boede i stuen, og søstrene boede på 2. sal. Det fortæller lidt om hvor højt han råbte. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle gøre, men vi kunne ikke lide at han råbte så højt, så tilsidst valgte vi at gå ned igen. Da vi kom ned, så vi en mand vi slet ikke kunne kende, sidde ved spisebordet og skælde og smælde. Jeg tror jeg lukkede lidt af for det, men husker at han flere gange nævnte min far, og hvorfor fanden hun (læs min mor) ikke bare var blevet ved ham hvis han var så perfekt. Som aftenen/natten gik, blev han mere og mere ilter, i takt med at han fik mere og mere vin. Min lillesøster og jeg slæbte vores madrasser ind i stuen, og så Bølle Bob på DVD. Døren blev lukket, men vi hørte hvordan der blev råbt og snakket trælst ude i køkkenet. Jeg husker ikke hvordan aftenen sluttede, men på et tidspunkt blev der stille. Dagen efter, altså d. 1/1-99, blev der ikke rigtig nævnt noget, men jeg husker det som at A lige kort undskyldte at han var blevet ‘lidt’ sur aftenen før, og at det aldrig ville ske igen. – men det gjorde det. Mange gange, og det blev værre gang for gang.

Nyårsaften 1999-2000 friede A til min mor, og hun sagde ja.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange det skete sidenhen, men det kan ikke tælles på to hænder, så meget ved jeg. Hver gang vi skulle til familietamtam, såsom julefrokoster, juleaftener, fødselsdage, nytårsaftener og konfirmationer, sad vi (læs min søster og jeg) som på nåle. Vi vidste hvad vi skulle ‘holde øje’ med, vi kendte  faresignalerne. Det første der ændrede sig på ham når han drak, var øjnene og øjenbrynene. Det der helt gennemtrængende onde blik, og det ene øjenbryn der blev permanent løftet og det andet der sad hvor det plejede. Det er svært at forklare, men man var ikke et sekund i tvivl om hvornår helvede brød løs, og at det var uundgåeligt.

Jeg husker alle hændelser, alle ord og sætninger der blev sagt til min søster og jeg.

– Dumme tøser, I bliver aldrig til noget. I kan ingenting. Jeres far elsker jer ikke. I er så dumme. Møgtøser.  Kællinger. Små ludere. Møgunger. Listen med grimme gloser er lang, og det var de ting vi fik af vide hver gang han blev fuld.

Som årene gik, blev han mere og mere aggressiv når han fik alkohol. Han begyndte at skubbe til min mor og tage hårdt fat i hende. Jeg husker en aften hvor min mor sad i sofaen med armene rundt om min søster og jeg, der sad på hver sin side af hende. A stod overfor os og råbte og skreg. Han var så stikhamrende tosset, at han havde fråde i mundvigende. Jeg husker ikke hvad han sagde, men jeg husker at han på et tidspunkt begyndte at dunke min mor oveni hovedet med en knytnævne. Min søster og jeg sad stadig på hver sin side af hende, og jeg begyndte at blande mig. Jeg bad ham stoppe, hvorefter han kaldte mig alverdens skældsord. Jeg rystede og græd som en stukket gris, og det samme gjorde min søster. Jeg var sikker på at han ville slå os ihjel. Jeg har nok været 10-12 år på daværende tidspunkt.

Vi boede i en rimelig stor lejlighed, ca. 111 kvm. Mit værelse lå i forlængelse af stuen, og min søsters lå i den anden ende af lejligheden, ved siden af min mors og A’s soveværelse. Hver gang der blev ballade, barkariderede vi os på mit værelse og låste døren. Hver gang forsøgte vi at få vores mor med ind, men desværre tit uden held. Vi ikke kunne lide at vi kunne høre råb og skrig fra deres soveværelse. Man kan vel sige at vi ville prøve og beskytte hende. Jeg husker en aften, hvor vi igen havde låst os inde på mit værelse, for at slippe væk fra alt det råben og skrigen der var fra deres værelse. Vi sad og lyttede, og forsøgte at høre hvad der blev sagt. Pludselig blev der stille. Jeg låste forsigtigt døren op, og trådte hen over alle de steder på gulvet jeg vidste der knirkede. Jeg listede ned til deres soveværelse og kiggede forsigtigt ind. Der sad min mor i hendes plyssede hvide morgenkåbe på sengekanten, og med hovedet nedad. A stod foran hende, råbende og sur, og med ryggen til mig. Min mor kiggede op, og i det sekund hun gjorde det, sparkede A hende i ansigtet. Jeg skreg af mine lungernes fulde kraft, og han vendte sig imod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne tilbage til mit værelse, med ham lige i hælene. Jeg smækkede døren i og nåede lige akkurat at låse den, inden han tog fat i håndtaget. Han sparkede og slog på døren i hvad der føltes som en evighed, men som nok kun svarede nogle sekunder. Han stoppede og gik. Igen blev der helt stille i noget tid. Vi turde ikke røre os ud af flækken. Vi sad, holdte om hinanden, grædende og rystende, da det bankede på døren. Jeg kiggede ud igennem nøglehullet, og så min mors hvide morgenkåbe. Jeg åbnede døren, og der stod hun. Hun havde blodtud, og blod hele vejen ned af den hvide morgenkåbe, og spurgte om hun måtte komme ind til os. Der blev hun resten af den nat.

Der var både fordele og ulemper ved at bo i stueetagen. Det blev en stor fordel for min søster og jeg. Vi havde været til noget familietamtam, hvor der bl.a. var blevet serveret vin og øl, så A var blevet beruset. Han havde som sædvanligvis skabt sig til den familiekomsammen vi havde været til, og min familie havde efter længere tid,  fået overtalt ham til at han skulle tage med os hjem og gå i seng. Dette skete dog ikke, og der ventede min søster, mor og jeg endnu en lang nat med råberi, raserianfald og masser af skældsord. Min søster og jeg havde endnu en gang låst os inde på mit værelse, hvor vi sad og krammede hinanden, rystende og med øjnene fyldt med tårer. Efter flere timer, kunne vi ikke holde det ud længere. Vi kravlede ud af mit vindue, iført matchende natkjoler og bare fødder, og gik rundt på parkeringspladsen hånd i hånd. Vi gik rundt og rundt, om og om igen, den samme rute. Kl. var omkring 04-05 om natten. Ingen opdagede at vi var væk. Da vi kom hjem, var der heldigvis ro i huset, og vi turde endelig lægge os til at sove. Dagen efter fik vi samme smøre som altid: Undskyld. Det sker aldrig igen. Jeg husker ingenting af det der skete igår.

Det helvede levede jeg i, i 13 år. Fysisk og psykisk vold der knækkede mig fuldstændig. Nok mere end jeg vil indrømme overfor mig selv og andre. 13 år med ‘du bliver aldrig til noget. Du kan jo ingenting’ – ‘du er så dum. Du fatter ikke en skid’ – ‘møgluder’ – ‘du er så grim’ – ‘din far elsker dig ikke’ – ‘din far vil ikke have dig’ og mange mange andre frygtelige gloser. 13 år hvor al mit selvværd og tillid til andre mennesker blev pillet fuldstændig af mig. Tilsidst troede jeg på de ting han sagde. Jeg følte mig ikke god nok. Jeg troede ikke at nogen elskede mig, for hvad var der at elske. Jeg mistede troen på mig selv.

I mine spæde teenageår begyndte jeg at skære i mig selv. Ikke noget vildt og voldsomt, men lige akkurat nok til at påføre mig selv smerte. Fysisk smerte. Smerte jeg kunne se, smerte jeg kunne stoppe. Det stod på i flere år, og på en eller anden syg måde hjalp det mig. Jeg fik nærmest et rush hver gang bladet skar igennem huden, og jeg kunne se hvordan blodet piblede frem. Dem der kendte til min baggrund og min historie, vidste at det var alvorligt, og ikke bare endnu en opmærksomhedskrævende teenagerpige. Det er noget jeg den dag i dag, er rigtig flov over, men samtidig var det også med til at ‘få mig igennem’. I dag er arrene dækket af tatoveringer. Nok den vigtigste af alle – en jeg fik lavet sammen med min søster. Jeg valgte at få den lavet henover alle mine ar. Der hvor jeg plejede at skære. Den forestiller to hjerter der repræsentere min søster og jeg. Den hjalp mig til at stoppe. Hver gang trangen til at skære kom over mig, og  jeg tog bladet frem, var det første jeg kom til at tænke på, min lillesøster. Dét gjorde at jeg stoppede.

Mange tænker nok: hvor er jeres far henne i alt det her. – og jeg må være jer svar skyldig. Jeg husker engang hvor min søster og jeg fortalte vores far hvad der foregik derhjemme, efter vi havde været på weekend hos ham. Da han afleverede os hjemme, blev vi bedt om at gå på vores værelser. Jeg ved at han snakkede min mor og A, men hvad der præcist blev sagt er jeg ikke helt klar over. Da min far kørte igen, fik vi skæld ud over at vi var gået til vores far. Mere skete der ikke. Jeg er ikke alene skuffet over at min far ikke gjorde mere, jeg stiller mig også uforstående overfor det. Hvorfor gjorde han ikke noget? Hvorfor tog han os ikke med sig hjem? Alle i vores familie, på min mors side, kendte til A’s ‘anden personlighed’. De vidste at han ikke kunne tåle alkohol, og at han blev højrøstet. De færreste vidste hvad der foregik når vi kom hjem bag lukkede døre. Det var ikke noget vi snakkede om. Jeg ville sådan ønske at vi havde åbnet mere op, for så havde der måske været nogen der havde grebet ind og givet os den stemme vi ikke selv havde.

I 2014 var vi til noget familie fødselsdag, og A blev igen beruset. Min søster havde hendes lille datter på 1 1/2 år med, og jeg selv var gravid med min datter. Min niece sad lige så stille for sig selv og legede med en bold, da A kom og blandede sig på temmelig højrøstet facon. Min søster tog hende, og valgte at køre hjem. Det var dråben der fik bæret til at flyde over, for os begge. Ingen af vores børn skulle vokse op og være vidne til de samme ting som vi var. Min søster og jeg snakkede sammen, og valgte at vi ville stille vores mor et ultimatum: hendes børn og børnebørn eller hendes mand. – hun valgte os!

Jeg har i dag et fint forhold til min mor, og jeg elsker hende meget højt, men jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor. Hvorfor hun blev ved ham i 13 år. Hvorfor hun ikke så hvad det gjorde ved min søster og jeg. Hvorfor hun ikke stoppede det. Det var hun den eneste der kunne. Efter jeg selv har fået børn, forstår det jeg endnu mindre. Der er aldrig nogensinde nogen der skal fortælle mine børn, gang på gang, at de ikke er gode nok og at de aldrig bliver til noget. Mine børn skal vide at jeg er stolt af dem, at jeg elsker dem ubetinget og at de kan hvad de vil her i livet. Jeg vil aldrig nogensinde være skyld i at de mister troen på dem selv, eller på andre.

Et langt og følelseladet indlæg. Et indlæg der giver et godt indtryk af en stor del af min barndom og ungdom. Jeg er rigtig glad for at du gav dig tid til at læse med.

Når alt føltes som kaos, men man skal holde hovedet koldt!

Når alt føltes som kaos, men man skal holde hovedet koldt!
Fars pige.

Tilbygning, renovering, byggerod og kaos! – Det beskriver rimelig godt vores hverdag lige i øjeblikket.
Imens Tommy er ved at bygge til og renovere vores hus, har ungerne og jeg overtaget min svigermors og hendes mands hus, og de er så så rykket på camping. Det startede med at hedde sig at vi skulle ‘bo’ her i to dage, men nu er der gået over 1 måned. Jeg er selvfølgelig super glad og taknemmelig for at de lader os være her, men hold da op hvor vil jeg gerne hjem snart – og jeg er ikke den eneste! Man kan tydeligt mærke på Camille at der, det sidste halve år, er sket rigtig meget omkring hende. Hun er blevet storesøster, hun er stoppet i dagpleje og begyndt i en stor børnehave, vores hus er pludselig ikke som det plejede at være, hun skulle smide bleen, vi flyttede væk hjemmefra, og det værste, hun skal undvære hendes far det meste af tiden. Sidstnævnte ting betyder jo så også at jeg meget af tiden, agere ‘enlig mor’, og jeg må sige at jeg har fået en helt ny repekt for enlige forældre. F*** det er hårdt! Jeg gør alt hvad jeg kan for at børnene, specielt Camille, ikke bliver alt for mærket af al kaosset omkring os, men det er ikke så nemt. Hun vågner tit om aftenen/natten og bryder sammen i gråd og vil bare have hendes far. Det er frygteligt at se hende så ked af det! Mange dage starter desværre med skrig og skrål, og hun virker frustreret. Som om hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv. Mit hjerte græder, for jeg sidder med en følelse af ikke at kunne slå til. Hun er fars pige, herom hersker ingen tvivl, og hun savner ham ufattelig meget. Vi ser, i gennemsnit, Tommy 2 1/2 time i døgnet i øjeblikket. Han kommer lidt før spisetid og kører så hjem igen når Camille er puttet i seng. Hver aften sidder jeg så her alene imens han arbejder hjemme på vores hus. Jeg er sgu blevet lidt ensom, og jeg hader den følelse! Al den tid jeg tilbringer alene om aftenen når der er ro i lejren, sætter jo selvfølgelig en masse tanker igang, både positive og negative. – Hvad nu hvis vi glider fra hinanden i den her periode? Hvad nu hvis han finder ud af at det er meget nemmere at være alene? Savner han mig overhovedet? Mangler han mig i sin hverdag? Jeg er sikker på at vi kommer godt ud af det på den anden side, men tankemylder er man desværre ikke selv herre over.
Jeg er ham evigt taknemmelig for at han ligger så mange timer og kræfter i, at få lavet vores hus færdigt, og det sørger jeg for at fortælle ham, da jeg mener at det er uhyre vigtigt at påskønne hinanden!
Jeg glæder mig så utrolig meget til at huset bliver færdigt, og vi bliver en familie igen. At vi får far og kæreste tilbage. Hverdagen er altså bare bedre sammen med ham!

Jeg glæder mig til at skulle lave mad her!
Det nye køkken tager form.

Velkommen til mit uperfekte univers!

Velkommen til mit uperfekte univers!

– og tak fordi du har lyst til at læse med!

Det første blogindlæg er nok altid det sværeste, men nu springer jeg ud i det, og håber på at du har lyst til at blive hængende lidt endnu – jeg lover at jeg nok skal blive bedre med tiden 😉

Mit navn er Tina og jeg er 29 år. Jeg er kærester med Tommy på 32 år, og sammen har vi Camille på 3 år og Lucas på 6 måneder.
Lige pt. er vores liv lidt (meget) små kaotisk, da vi både er ved at bygge til OG renovere vores hus, ‘det lille hus på landet’. Vi bor i en lille by imellem Skanderborg og Galten, kaldet Nr. Vissing, som også er der Tommy er vokset op. Jeg er oprindeligt fra Aarhus, men da jeg mødte Tommy valgte jeg at rykke ud på landet, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, og kan sige med sikkerhed at jeg aldrig kommer tilbage til byen og bo.
Inden jeg mødte Tommy, har jeg altid svoret at jeg aldrig nogensinde skulle have børn, men alting ændrede sig da jeg mødte ham jeg ville have børn med. Vi havde vel været sammen i omkring et års tid, da jeg blev gravid med Camille, og jeg glemmer aldrig den morgen hvor jeg stod med en positiv graviditetstest i hånden. Det var SÅ ekstrem overvældende og jeg var nok igennem hele følelsesregistret. Desværre døjede jeg meget med kvalme de første 6 måneder, og en ulykke kommer sjældent alene som man siger, og jeg fik også konstateret GDM (graviditetsbetinget sukkersyge). Pludselig skulle hele min livsstil lægges om – jeg skulle til diætist, gå til kontroller, måle mit blodsukker, skrive mine måltider ned (ikke et must, men et forslag fra diætisten) og dyrke lettere motion som gåture m.m. Ja egentlig var det jo faktisk ikke helt tosset, og en god måde at tabe sig på, hvilket jeg også gjorde! Desværre betyder det at have GDM også at man helst ikke må gå meget over termin, og selvfølgelig endte det også med at jeg skulle sættes igang med piller. 17 timer tog det fra første ve og til at hun så dagens lys for første gang. Det var en hård, men god, første fødsel – ihvertfald det jeg husker. Udover et kvælningforsøg og skideballer, er jeg sikker på at Tommy er enig! 😀
I lang tid efter fødslen, var jeg sikker på at vi ihvertfald IKKE skulle have flere børn, meeeen sådan gik det ikke, og et par år senere stod jeg atter med en positiv graviditetstest i hånden.
Min anden graviditet var mere eller mindre som den første. Også anden gang skulle jeg sættes igang grundet GDM, men han var mere stædig end hans storesøster, og pillerne var ikke nok. Jeg fik også lagt ballonkateter (AV), jeg fik ve drop og jeg fik endda en sprøjte med noget jeg ikke engang vidste hvad var. Det eneste jeg ved, er at det ikke er en man må få hvis man ikke har fået lagt epiduralblokade, da den virkelig sparker røv! Det tog hele 25 timer fra første ve og til at han kom ud.
Nu kan jeg sige med 1000% sikkerhed at vi ikke skal have flere børn. Jeg elsker at være gravid, men min krop er ikke helt enig, og to er sådan et dejligt tal 😉

Det var lige kort om mig, min familie og min start på ‘mor livet’. Tak fordi du tog dig tid til at læse med. Jeg håber at du har lyst til blive hængende lidt endnu, og høre mere om både mig, mine meninger og mit kaos.