Når alt føltes som kaos, men man skal holde hovedet koldt!

Fars pige.

Tilbygning, renovering, byggerod og kaos! – Det beskriver rimelig godt vores hverdag lige i øjeblikket.
Imens Tommy er ved at bygge til og renovere vores hus, har ungerne og jeg overtaget min svigermors og hendes mands hus, og de er så så rykket på camping. Det startede med at hedde sig at vi skulle ‘bo’ her i to dage, men nu er der gået over 1 måned. Jeg er selvfølgelig super glad og taknemmelig for at de lader os være her, men hold da op hvor vil jeg gerne hjem snart – og jeg er ikke den eneste! Man kan tydeligt mærke på Camille at der, det sidste halve år, er sket rigtig meget omkring hende. Hun er blevet storesøster, hun er stoppet i dagpleje og begyndt i en stor børnehave, vores hus er pludselig ikke som det plejede at være, hun skulle smide bleen, vi flyttede væk hjemmefra, og det værste, hun skal undvære hendes far det meste af tiden. Sidstnævnte ting betyder jo så også at jeg meget af tiden, agere ‘enlig mor’, og jeg må sige at jeg har fået en helt ny repekt for enlige forældre. F*** det er hårdt! Jeg gør alt hvad jeg kan for at børnene, specielt Camille, ikke bliver alt for mærket af al kaosset omkring os, men det er ikke så nemt. Hun vågner tit om aftenen/natten og bryder sammen i gråd og vil bare have hendes far. Det er frygteligt at se hende så ked af det! Mange dage starter desværre med skrig og skrål, og hun virker frustreret. Som om hun ikke ved hvad hun skal gøre af sig selv. Mit hjerte græder, for jeg sidder med en følelse af ikke at kunne slå til. Hun er fars pige, herom hersker ingen tvivl, og hun savner ham ufattelig meget. Vi ser, i gennemsnit, Tommy 2 1/2 time i døgnet i øjeblikket. Han kommer lidt før spisetid og kører så hjem igen når Camille er puttet i seng. Hver aften sidder jeg så her alene imens han arbejder hjemme på vores hus. Jeg er sgu blevet lidt ensom, og jeg hader den følelse! Al den tid jeg tilbringer alene om aftenen når der er ro i lejren, sætter jo selvfølgelig en masse tanker igang, både positive og negative. – Hvad nu hvis vi glider fra hinanden i den her periode? Hvad nu hvis han finder ud af at det er meget nemmere at være alene? Savner han mig overhovedet? Mangler han mig i sin hverdag? Jeg er sikker på at vi kommer godt ud af det på den anden side, men tankemylder er man desværre ikke selv herre over.
Jeg er ham evigt taknemmelig for at han ligger så mange timer og kræfter i, at få lavet vores hus færdigt, og det sørger jeg for at fortælle ham, da jeg mener at det er uhyre vigtigt at påskønne hinanden!
Jeg glæder mig så utrolig meget til at huset bliver færdigt, og vi bliver en familie igen. At vi får far og kæreste tilbage. Hverdagen er altså bare bedre sammen med ham!

Jeg glæder mig til at skulle lave mad her!
Det nye køkken tager form.

Skriv et svar